Det åbne land

I kommunen findes de største engstrækninger langs Usserød Å, Nive Å og Langstrup Å. Også i tilknytning til strandengene i Nivå Bugt findes større, ferske enge. Endvidere er der mindre enge i kanten af flere af moserne. Som i resten af landet er engene arealmæssigt gået stærkt tilbage.

Ferske enge er lavtliggende og fugtige. De findes ofte i ådale og omkring søer og moser. På enge, der bliver afgræsset, dominerer græsser og lave, flerårige og lyskrævende urter. Ferske enge langs naturligt slyngede vandløb bliver hver vinter oversvømmet af mineralholdigt vand. Før i tiden var denne tilførsel af mineraler nødvendig for ikke at udpine engene ved høslet. Mineralerne fik græsset på engene til at gro. Det gav hø og god græsning til kreaturerne. Om vinteren blev høet brugt til foder, og gødningen blev senere spredt ud på markerne. På den måde blev den næring, der var skyllet ud i vandløbene, ført tilbage til de højereliggende, dyrkede arealer. Man sagde, at ”eng er agers moder”.

I dag fokuserer man mere på engenes mulighed for at tilbageholde næringsstoffer, så disse ikke med åvandet føres ud i havet. Det kan ske ved at afbryde dræn til vandløbet og ved igen at tillade vandløbene at oversvømme engene i vinterhalvåret.

For blot 100 år siden var de ferske enge en vigtig del af landbrugsdriften, og engene dækkede over 10% af landet. Siden er de fleste enge blevet drænet og opdyrket eller tilplantet med træer, så de nu kun dækker mellem 2 og 3%.

I dag er engene beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven, og tilgroning er den største trussel. Ophører græsning eller høslæt, vil engens planter, eksempelvis engkabbeleje, engnellikerod og engkarse, afløses af højtvoksende urter som stor nælde og lodden dueurt, og buske og træer får mulighed for at brede sig. Denne tilgroning kan på under 10 år omdanne et artsrigt engsamfund til et artsfattigt tilgroningssamfund. Også dyrelivet ændres som følge af tilgroningen. Insekters og padders levesteder forsvinder, og for fuglenes vedkommende forsvinder blandt andet viben.

De store hestehold i kommunen gør høslæt økonomisk rentabelt, således at tilgroningen af engene ophører. Af hensyn til planter og fugle bør tidspunktet for slåningen ligge sent. En mulighed for afgræsning af engene kan skabes gennem oprettelse af frivillige græsningslaug, der indkøber kreaturer til sommergræsning. Kødet fra de slagtede dyr fordeles mellem medlemmerne af lauget. Græsningstryk og kreaturart bør nøje afvejes, afhængig af blandt andet engens fugtighed.

DN foreslår, at:

• kommunen indskærper over for lodsejere, at enge ikke må gro til. Det har siden 2004 været lovpligtigt for ejerne at friholde lysåbne arealer, herunder enge, for opvækst af træer og buske (Lov om drift af landbrugsjorder) [tjek bl.a. lovgrundlaget]

• engene, specielt omkring de øvre dele af Nivå og Langstrup Å/Grønholt Å, drives uden jordbehandling og uden brug af gødning og pesticider.

• engene i Langstrup og Lønholt moser genskabes

• andre lavtliggende, tidligere engarealer langs åerne genskabes ved afbrydelse af dræn og gerne genslyngning af åerne.

Græsland findes ofte, hvor terrænet er skrånende, for eksempel langs Nivå Ådal.

Overdrev er græsland, som er opstået som følge af mange års afgræsning på landsbyens fælles græsningsareal.

Overdrev er tørbundsarealer uden anden påvirkning end græsning. Netop denne åbne, lyse landskabstype, fyldt med blomster, insekter og fritgående husdyr, er for mange et romantisk billede af, hvordan Danmark var engang. De ældste overdrev er hjemsted for op mod 30% af alle rødlistede og dermed sårbare og udryddelsestruede plantearter i Danmark.

Arealet af overdrev i kommunen er meget beskedent på trods af, at stednavne som Nødebo, Karlebo, Donse og Grønholt Overdrev vidner om, at driftsformen var almindelig i tidligere tider. Ifølge Fredensborg Kommunes registreringer findes der rester af overdrevsvegetation, blandt andet ved Lønholt Mose og langs kysten nord for Humlebæk Havn.

For bare 50 år siden var overdrev en udbredt naturtype. Siden er mange overdrev blevet opdyrket eller tilplantet, og det samlede areal er blevet reduceret med 70-90%. Overdrevets plante- og dyreliv er afhængigt af græsning, men i løbet af de sidste årtier er kvægbesætninger forsvundet, ikke mindst i Nordsjælland. Også tilførsel af kvælstof fra luften har haft en negativ indflydelse på overdrevsvegetationen. Det betyder, at en naturtype som overdrev skal have ekstra opmærksomhed for ikke at forsvinde. Ligesom enge er overdrev beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven.

DN foreslår at:

• der udarbejdes plejeplaner for de tilbageværende, beskyttede overdrevsarealer i kommunen. Pleje af arealerne foretages bedst ved græsning og bør planlægges nøje med hensyn til valg af dyreart og græsningstryk. Alternativt slås vegetationen én gang om året, i begyndelsen af juli, og det afslåede materiale fjernes
• kommunen støtter græsningslaug praktisk og økonomisk
• græsland/overdrev med ekstensiv græsning (evt. høslæt) og uden anvendelse af jordbehandling, gødskning eller bekæmpelsesmidler genskabes på følgende steder:

1. på de skrånende arealer på østsiden af Esrum Sø;
2. på andre arealer i kommunens landbrugsland, fortrinsvis hvor terrænet skråner eller jordbunden er næringsfattig;
3. samt på de store, åbne arealer i den nye Dageløkke Skov, der hidtil er blevet tilsået med blandt andet kløver

Danmark er et meget intensivt udnyttet land. I det åbne land bliver markerne større og større, og dermed bliver der stadig færre markskel og levende hegn. Fødeudbuddet – og livsvilkårene i det hele taget – for agerlandets insekter og fugle er forringet.

Vore vejkanter er nok den mest sete naturtype med en pæn del af alle danske blomsterplanter. Grøftekanterne er relativt artsrige, men lavtvoksende græslandsarter er blevet afløst af højtvoksende og næringskrævende arter. Det skyldes dels sen slåning, dels at det afslåede materiale ikke fjernes, og måske også det øgede kvælstofnedfald fra atmosfæren og de tilgrænsende marker.

Vejkanterne har været betragtet som arnested for ukrudtsfrø. Vejkanternes planter er imidlertid overvejende flerårige med megen blomsterflor, mens markens ukrudtsplanter normalt er énårige.

Efter gældende regler bør slåning af vejkanter kun ske én gang årligt og først efter afblomstringen i perioden 20. august til 30. oktober. Kun hvis trafikale grunde taler for det, slås vejkanter tidligere, inden 15. juni. Det kan være, hvor et vejskilt bliver dækket, eller overskueligheden forsvinder i et skarpt sving. Disse regler er bindende for de statslige hovedlandeveje, mens de for kommunevejene kun er vejledende. Fredensborg Kommune har valgt at følge reglerne.

De smukkeste og mest blomsterrige grøftekanter fås måske ikke ved en efterårsslåning. Slår man tidligere – allerede omkring 1. juni – vil nogle af de dominerende arter blive sat tilbage. Det gælder flere danske planter, som for eksempel rejnfan, men også den invasive sildig gyldenris, der spreder sig fra haver. Herved bliver der plads til de lavtvoksende blomstrende planter.

I andre tilfælde bør man helt lade være med at slå et år eller to, også selv om grøftekanten måske i nogles øjne kommer til at se lidt kedelig ud. Det vil for eksempel være til glæde for insekter og fugle, der holder til i den høje bevoksning. Nogle steder kan man slå tidligt, andre steder sent. Der skal være plads til variation fra sted til sted og fra år til år. Naturligvis skal man også tage hensyn til en særlig lokal plantevækst (f. eks. eng, skovbund eller overdrev) og bidrage til, at den også finder vej til grøftekanterne.

DN anbefaler, at:

• der udarbejdes et botanisk kortlægning, i første omgang over vejskrænter, der er mere end 2 m høje. Vegetationen er her erfaringsmæssigt mindst påvirket af den landbrugsmæssige drift på de tilgrænsende marker. På grundlag af dette kort udarbejdes en plan for slåning. DN Fredensborg vil gerne deltage i dette arbejde.
• der udarbejdes et botanisk kortlægning, i første omgang over vejskrænter, der er mere end 2 m høje. Vegetationen er her erfaringsmæssigt mindst påvirket af den landbrugsmæssige drift på de tilgrænsende marker. På grundlag af dette kort udarbejdes en plan for slåning. DN Fredensborg vil gerne deltage i dette arbejde
• slåning bør ske med fingerklipper eller lignende frem for de mere effektive slagleklippere, der knuser planterne og således også ødelægger insekter, larver og pupper.
• det afslåede materiale fjernes

Fredensborg Kommune rummer flere store moser, først og fremmest Langstrup og Lønholt moser, men også for eksempel Storemose og Krogesmose syd for Dageløkke, Præstemose ved Fredensborg samt Sækkemose, Stormose og Krydsmose ved Grønholt.

En mose af speciel betydning er Uglesø Mose syd for Danstrup Hegn, som rummer et spændende fattigkær med karakter af hængesæk. Mosen har hele to rødlistede arter (sårbare og udryddelsestruede): kongebregne og hjertelæbe. Ved Kobækvig vokser orkideer, vibefedt og sjældne halvgræsser. Storemose ved Vejenbrød rummer ligesom Uglesø Mose en hængesæk, men er ikke som denne næringsrig.

Moser opstår, hvor jorden er vanddækket eller meget fugtig. De døde plantedele bliver som regel ikke nedbrudt, men omdannes til tørv. Mange moser er præget af, at der har været gravet tørv, især under 1. og 2. Verdenskrig.

For 100 år siden dækkede moser op mod 25% af Danmarks areal. I dag dækker de kun lidt over 1%. Især tørvegravning og dræning har været årsag til den kraftige tilbagegang. I dag er moserne beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, og den største trussel er tilgroning med træer og buske. Denne udvikling fremmes ved tilførsel af næringsstoffer fra de omkringliggende landbrugsjorder og fra luften. Næringsfattige moser (fattigkær) er under særligt pres på grund af nedbørens høje indhold af kvælstof. Næringsberigelse kan også ske ved nedbrydning af tørv som følge af dræning. Lokalt er indvinding af vand med deraf følgende grundvandssænkning en væsentlig medvirkende årsag til mosernes tilbagegang.

Langstrup og Lønholt moser
Mod vest finder vi Langstrup og Lønholt moser i den store lavning, der engang udgjorde den inderste del af Nivåbugten.

Dette betydelige lavbundsområde er et af de største i Nordsjælland. Det vil være oplagt at genskabe moserne som et egentligt naturområde ved at hæve vandstanden. Fraværet af bebyggelse i moserne vil tilmed gøre dette relativt let at gennemføre. En hævning af vandstanden alene vil dog ikke være tilstrækkelig. Der skal også af hensyn til fuglelivet gennemføres en passende pleje.

Vegitationen i Langstrup Mose og til dels også Lønholt Mose er i virkeligheden en mosaik af enge, mosehuller, småskove og dyrkede marker. Med en forholdsvis beskeden indsats har den alle muligheder for at udvikle sig til et eldorado for planter og dyr, ikke mindst for fuglene.

I Langstrup Mose er til gene for naboer på især Oldvejen, Vejenbrødvej og Lønholtvej henlagt en række støjende og forstyrrende fritidsaktiviteter: lerdueskydning, skydetræning, prøver til jagttegn og modelflyvning. Disse aktiviteter er i høj grad medvirkende til, at en række fuglearter er gået tilbage eller forsvundet. Viben, som er i stærk tilbagegang i Danmark, forsøger stadig at yngle i området, men uden held på grund af de forstyrrende aktiviteter. Langstrup Mose var af de sidste steder i Nordsjælland, hvor man kunne se den hvide stork – for hundrede år siden var der 5 ynglende par i området.

Moserne har et stort naturmæssigt potentiale, og en forbedring af forholdene for dem vil også medføre en styrkelse eller genetablering af bestandene af en lang række mere almindelige plante- og dyrearter.

For de besøgende vil det også styrke den særlige og sjældne uforstyrrethed samt fred og ro, som for nogle årtier siden hvilede over stedet. Man vil her, med relativt langt til bebyggelse kunne genfinde den stemning af åbne vidder, der så malende er beskrevet af forfatteren Jacob Paludan: ”I en kæmpemæssig, men ganske sagnløs Eng vest for Niverød forvildede jeg mig en hed julidag og troede aldrig, jeg skulle nå frem til Teglværket, hvis Skorsten knejsede palmeslank ved Randen af det svigefulde, kofortrampede Øde, jeg kæmpede med.” Han nåede dog frem og slukkede sin tørst på Niverød Kro.

DN foreslår, at:

• forstyrrende aktiviteter i Langstrup Mose flyttes til en anden lokalitet.
• vandstanden i Langstrup og Lønholt mosernes sydligste og laveste del hæves ved afspærring af drængrøfter, idet arealerne fortsat skal kunne anvendes til høslæt og/eller græsning. Dette er en forudsætning for en lavtvoksende engvegetation, som vil kunne tiltrække mange vadefugle
• der udarbejdes en plan for drift/pleje, der tilgodeser såvel højt voksende som lavt voksende vegetation og dermed de fugle, der er knyttet til de forskellige vegetationstyper
• træplantninger og enkeltstående træer fjernes helt eller stedvis for at genskabe det vide udsyn over mosen, men også fordi træerne benyttes som udkigspost af kragefugle, som tager andre fugles æg og unger
• højspændingsledningerne erstattes på længere sigt af nedgravede el-kabler
• der udarbejdes en detaljeret plejeplan for hver enkelt af de øvrige store moser, bl.a. med (delvis) rydning af træer og buske, omlægning af dræn med næringsberiget vand, afbrydelse af dræn eller grøfter, der fører fra mosen, alternativt hævning af bundkoten i afløbene, samt fastholdelse eller etablering af græsning på arealerne omkring.
• Der bør udarbejdes en detaljeret plejeplan for vådområderne med højeste prioritet til Uglesø Mose, Storemosen ved Vejenbrød samt flere vådområder i og ved Knurrenborg Vang, Grønholt Vang og Grønholt Hegn.
• Naturplejen bør ske i samarbejde med Naturstyrelsen Nordsjælland, der administrerer de dele af vådområderne, der ligger i statsskovene.

Søer, vandhuller og vandløb skaber variation og åbenhed i landskabet og skyldes især, at det er et dødislandskab. De fungerer ofte som trædesten eller forbindelsesveje og skaber mulighed for, at en lang række planter og dyr kan spredes. Naturbeskyttelseslovens § 3 bestemmer, at tilstanden af søer, vandhuller og visse vandløbsstrækninger ikke må ændres.

Småsøer og vandhuller

• kommunen tilskynder lodsejere til at oprense tilgroede småsøer og vandhuller. Af hensyn til det naturlige dyreliv bør kommunen fortsat stille en række krav, blandt andet at kun det bløde slam må fjernes; at bredderne ikke må være stejlere end 1:5; at der ikke må udsættes ænder, krebs eller fisk; at der ikke må fodres; og at der ikke må etableres øer eller opsættes broer eller terrasser
• kommunen afsætter penge til oprensning og genskabelse af både offentlige og privatejede søer og vandhuller 

• rørlagte vandløb frilægges og genslynges. Blandt vandløbsstrækninger med høj prioritet er Højsagervandløbet, et vandløb øst for Toftegård ved Langstrup og Holmeskovgrøften.
• vandindvinding sker med størst mulig hensyntagen til grundvandsstanden, således at sommervandføringen kan opretholdes, også i de øverste dele af vandløbssystemerne, der oftest har det reneste vand
• regnvandsbetingede udløb reduceres yderligere ved anlæg af forsinkelsesbassiner i byområderne
• vandløbene vedligeholdes så skånsomt som muligt. Skyggende bevoksning langs vandløbene skal vedligeholdes til gavn for fiskene og for at reducere grødevæksten
• der bør så vidt muligt indgås frivillige aftaler med lodsejere om, at vandløbsbræmmer holdes fri for dyrkning og gødskning mere end de 2 meter, som Vandløbsloven foreskriver
• der gennemføres en målrettet indsats overfor lodsejere med jord ned til vandløbene for at etablere sprøjtefri randzoner og braklægning af de ånære arealer
• kvæggræsningen langs sydsiden af Nivådalen, der i øjeblikket omfatter strækningen fra Birkedommer Alle-stien til Kongevejen, udvides mod vest til Vejenbrødvej og mod øst til Nive Mølle, idet græsningen med får naturligvis opretholdes.
• kommunerne langs Usserød Å fortsætter og forstærker samarbejdet for at sikre,, at Usserød Å lever op til målsætningen med hensyn til vandkvalitet, blandt andet gennem en yderligere reduktion i mængden af ikke- eller kun delvis renset spildevand, der udledes til åen.