Øresundskysten
Kysten langs Øresund er under forandringDe danske kyster er varierede, fordi deres vegetation påvirkes af tidevand, bølger, materialevandring, kystlandskabets karakter og saltkoncentrationen i havvandet. Andre påvirkninger kommer fra forskellige former for anlæg og udnyttelse så som kystsikring, havnebygning og rekreative aktiviteter.
I Nivå Bugt er Øresundskysten under udvikling mod en barrierekyst med barreøer. Det er den eneste kyst af denne type i Nordsjælland, og området er derfor af Staten udpeget som et kystlandskab af national betydning.
Kysten i Fredensborg Kommune er med sine stejle skrænter i nord og de brede strandenge i syd både spændende og afvekslende. Langs kysten finder man levende havnemiljøer i Humlebæk Havn, Sletten Havn samt Nivå Havn. Såvel i Gl. Humlebæk Fiskerleje som i Sletten kan man stadig se spor af tidligere tiders omfattende fiskeri, idet stejlepladserne – og i Humlebæk tjæreladet og reberbanen - stadig er delvist intakte.
Nivå Havn er anlagt som lystbådehavn i nyere tid, og Nivå Strandpark er senere kommet til. Her er vindsurfing og kitesurfing populært.
Havnene påvirker materialevandringen langs kysten på den måde, at der transporteres sand væk fra kysten nord for dem – hvorved sandstranden forvandles til en stenstrand – mens der omvendt aflejres sand syd for dem og i havneindløbene. Aflejringen af sand i havneindløbene er af et sådant omfang, at det regelmæssigt må pumpes op og klappes (dumpes) på dybt vand. De steder, hvor sandet er forsvundet, har man forsøgt sig med forskellige former for kystsikring for at hindre yderligere erosion, blandt andet ved udlægning af store stenblokke.
På den nordlige del af kysten, nord for Nivå Havn, er den naturlige kysttype en relativt smal sandstrand som ud for Lave Skov. I Humlebæk ud for Babyloneskoven og ved Peder Mads Strand er der strandoverdrev med lavtvoksende græs-urtevegetation.
Syd for Nivå Havn er kysten af en helt anden type. I det lave, stille vand sker der løbende aflejring af små partikler, så niveauet langsomt bliver højere, og kysten rykker udad. Vandfladerne i selve Nivå Bugt er velegnede til fouragering og rast for ænder og andre vandfugle