Nivåområdets geologiske historie

(NB! Tegningerne er midlertidige)

Den synlige del af Danmark består næsten udelukkende af geologiske aflejringer fra istiden og tiden efter istiden helt op til i dag. Enkelte steder kan vi skimte det, vi kunne kalde undergrunden, altså materiale, der stammer fra tiden før istiden. Det kan være moleret i Limfjordsområdets klinter, der har en alder på omkring 55 millioner år, det kan være kridtet og kalken i Stevns Klint og Københavnsområdet, der er lidt ældre, omkring 65 millioner år, og det kan være granitten på Bornholm, der er meget ældre, omkring 1½ milliard år. Et tidsrum så langt, at det næsten er umuligt at forestille sig! I Fredensborg Kommune består undergrunden af kalksten, der har en alder på 60-65 millioner år. Omkring Nivå og Kokkedal findes kalken i en dybde af 40 meter, mens man skal ned i en dybde af 60-70 meter for at nå kalken under Humlebæk og Fredensborg. Hvorfor det er sådan, forklares i afsnittet om Esrum-Alnarpdalen. 

Som bekendt har der været flere istider. I Vestjylland har man synlige aflejringer fra den næstsidste istid – her er vi omkring 150.000 år tilbage i tiden. Men i resten af landet stammer aflejringerne i overfladen næsten udelukkende fra den sidste istid og endda kun fra den yngste del af den sidste istid, ca. 25.000 - 15.000 år, da gletsjerne fra den skandinaviske halvø endnu en gang – og indtil videre for sidste gang – gled ind over landet.

Endnu yngre aflejringer er dog også udbredte. I Nivå-området drejer det sig især om sand og ler aflejret på bunden og langs kysten af stenalderhavet, der for 6000 til 8000 år siden dækkede nutidens lavtliggende kystområder. Men også yngre aflejringer er det blevet til, efterhånden som havet trak sig tilbage. Vi må huske på, at de geologiske processer stadig pågår. Nyt land bliver dannet langs kysterne og andet forsvinder. Og inde i landet vokser søerne langsomt til og bliver til tørvemoser.

Herunder er vist et simplificeret kvartærgeologisk kort.

Rød linje   Største udbredelse af gletsjerne i sidste istid
Orange     Smeltevandssand skyllet ud fra gletsjerne i sidste istid
Grøn        Gletsjeraflejringer fra næstsidste istid, der ikke er blevet dækket af smeltevandssandet

Istidens gletsjere

Den nordsjællandske israndslinje

Nordøstisen, som vi kalder den, smeltede tilbage. Men tilbagesmeltningen skete ikke jævnt. Undertiden gled den lidt frem igen og skubbede noget af det materiale foran sig, som den havde efterladt under tilbagesmeltningen. Materialet kom til at danne aflange volde foran gletsjerfronten og lå tilbage som langstrakte bakkedrag, da nordøstisen endelig smeltede bort. Et sådant bakkedrag kan man følge gennem Gribskov, Store Dyrehave og Rude Skov. Man må formode, at bakkernes materiale er af lokal oprindelse, at isen bl.a. tog materiale fra det, der blev til Esrum Sø-lavningen. Også nærmere Øresund er der bakker med denne retning, som man i det mindste kan gætte på skyldes nordøstisen.

Dødislandskaber

Dannelsen af plateau-bakker

Orange: Aflejreinger i lavninger i dødisens ovrflade

Dannelsenm af dødis-huler

Blå:            Gletsjer og klumper af dødis
Skraveeret: Udskyllet materiale fra gletsjeren
Mørkeblå:    Dødishul med sø

Når den jorddækkede dødis smelter, giver det anledning til et særpræget landskab med dødishuller og plateaubakker eller fladbakker. Det er svært i ord at forklare, hvordan landskabet dannes, men tegningerne skulle gerne vise det. Store dele af Fredensborg Kommune må betegnes som et dødislandskab. Dødishullerne findes i dag som små, afløbsløse søer. Særlig mange er der omkring Langerød, selv om de kan være svære at se, fordi landskabet er sløret af hegn og anden bevoksning. Mange fladbakker er gravet helt eller delvis væk, fordi de består af ler eller grus. Det gælder nu ikke fladbakkerne i vores kommune, der især findes i trekanten Karlebo-Avderød-Hesselrød

Dødishuller med småsøer øst for Fredensborg

De gamle kystklinter

For 16.000 – 17.000 år siden var den aktive gletsjerfront under tilbagesmeltning og befandt sig omkring København. Vores område var nogle steder isfrit og andre steder dækket af dødis. De tunge ismasser havde i de foregående tusinder af år presset landet ned. Og selv om vandstanden i havet også var lavere, fordi meget is stadig var bundet i gletsjerne, så var havniveauet, altså højden af havet i forhold til landjorden, højere end i dag, omkring 10-15 meter eller måske mere. De stejle, østvendte skråninger, som man ser i Folehaveskoven syd for Rungsted og også længere mod nord mellem Rungsted og Kokkedal Slot kan tolkes som gamle kystklinter fra den tid. Det kan være vanskeligere at få øje på fortsættelsen mod nord til Nivå og videre til Humlebæk. Følger man 15 meter kurven svarende til bunden af de formodede kystklinter i Folehaveskoven, møder man stedvis et lidt stejlere terræn, især i Lave Skov. Om det også kan være spor af en gammel kystlinje, står hen i det uvisse. Måske var kystområderne dækket af dødis, der beskyttede mod havets erosion. I Lave Skov finder man også en lille dal. Kan den være grundlagt som en regnvands- eller smeltevandskløft tilbage i ishavets tid, da landjorden endnu lå ubeskyttet hen uden plantevækst?

A: Vandløb i lille dal. B: Stenalderskrænt. Højder i meter.

Leret i Nivå

Isranden befandt sig i den sydlige del af Øresund omkring København. Smeltevand med store mængder af opslemmet ler fossede ud fra gletsjerne og strømmede mod nord op gennem Øresund. Ved mødet med det saltere havvand bundfældedes meget af leret. Derfor har vi de store lerforekomster både omkring Nivå, på Ven og i Skåne. Der er ikke fundet spor efter liv i Nivå-leret – dog med en enkelt undtagelse. I 1960 blev der opdaget en ryghvirvel fra en ringsæl. Da der kun er fundet denne ene knogle, er den nok blevet ført til stedet af en fugl eller et strejfende rovdyr eller måske af drivende is. Alligevel må man tro, at sælen har levet i Øresund eller det sydlige Kattegat. Ringsælen lever i dag i det arktiske ocean, men der er også en lille bestand i den botniske bugt, og endda i Ladogasøen, så den kan også klare sig i brakvand og ferskvand

Fra N. Rickhardt, I Bellage og S. Funder: Øresund i 20.000 år, VARV 1999.

Vi skal også nævne, at der ved Lomma uden for Malmø i leraflejringer fra samme tid er fundet skeletter af polartorsk. I vore dage lever polartorsken i det arktiske ocean og langs Grønlands kyst. Den er især knyttet til drivis, men under jagten på føde kan stimer af polartorsk også trække ind i brakvand. Man kan forestille sig, at en stime af polartorsk er gået til på lavt vand der ved Lomma, dræbt af det mudrede vand.

Både polartorskene fra Lomma og sælhvirvlen fra Nivå er dateret til omkring 16.500 år, og mon ikke ringsælen har været på jagt efter polartorsk, ligesom i dag. Men fødekæden stopper ikke her. På Kullen har man fundet lårbenet fra en isbjørn – måske en isbjørn på jagt efter ringsæler. Isbjørneknoglen er et par tusinde år yngre end torsken og sælen, men der har da sikkert også levet isbjørne i området tidligere. 

Fastlandstid og stenalderhav

Lige siden isen smeltede bort fra det danske område, har der fundet et kapløb sted mellem land og hav. Landoverfladen hævede sig, da belastningen fra de tunge gletsjere forsvandt, men samtidig kom der mere vand i havene. I flere tusinde år hævede landet sig hurtigere end havet steg. Med andre ord, havniveauet faldt og endte med at blive 20-25 meter lavere end i dag. Det betød, at kystlinjen trak sig tilbage, og til sidst blev Sjælland landfast med Skåne. Vi er i fastlandstiden. Siden vandt havet atter ind på landjorden, endda så meget, at havniveauet igen gik i plus, og vi fik stenalderhavets oversvømmelser for omkring 6000 – 8000 år siden. Nivådalen blev havdækket helt ind til Langstrup Mose vest for Motorvejen. Tager man nogle dybe spadestik i mosen, får man hjertemuslinger med op, og de lever kun i havvand! Usserød Ådal blev for en tid forvandlet til en snæver fjord.

Stenalderhavets kystlinje

Langs kysterne havde stenalderfolket deres bopladser. Herfra fiskede de og gik på jagt. I den flade Nivå-dal har kysten flyttet sig som følge af det skiftende havniveau, og de bopladser, man har fundet, ligger da heller ikke i samme højde.

Som ishavets kyster blev også stenalderhavets kyster eroderet af bølgerne. De flotteste skrænter findes ved Mikkelborg og mellem Nivå Havn og Sletten. Især træder de tydeligt frem oven for Sletten Havn. Fra toppen af skrænten på den gamle stejleplads er der en enestående udsigt over Øresund med det gamle fiskerleje i forgrunden. I Nivå ses skrænterne – mindre imponerende men alligevel tydelige – på sydsiden af Møllevej lige øst for Kystbanen.


Nutiden

I de seneste 6000 år er havniveauet langsomt faldet, og kysten er rykket mod øst. Om det er en udvikling, der vil fortsætte, må tiden vise, virkningen af de mange kystanlæg og den forventede havstigning taget i betragtning. Den sydgående strøm i Nivåbugten lægger land til nord for Nivå Havn i læ af dæmningerne omkring den fremskudte lergravssø, ligesom der syd for havnen og badestranden ofte vokser en lille sandodde ud. Syd for Nivåens udløb og den gamle udskibningsmole ses undertiden en lav, langstrakt barreø, og luftbilleder viser, at havbunden ud for barreøen nærmest ligner et vaskebræt. Barreøen vinder terræn i forbindelse med kraftig sydøstlig vind, lavvande og høje bølger, men endnu har den ikke bidt sig fast, bl.a. fordi ingen planter har nået at slå rod, før den igen var væk. Dannelsen af barreøer, den ene efter og uden på den anden, har været mekanismen bag kystfremrykningen. Men om fremrykningen fortsætter er måske mere tvivlsom. De mange anlæg langs kysten har medført, at der er mindre materiale til rådighed for bølgerne.

Nord for Sletten er kysten under erosion, og den flade strimmel hævet stenalderhavbund, som vi ser syd for Sletten, og som rummer både villaer og den gamle strandvej, mangler.

Barreøen

Esrum-Alnarp-dalen

Dalen kan følges tværs over Skåne og Nordsjælland, som en smal, retlinet rende i undergrundens kalk. I Nordsjælland er dalen omkring 20 meter dyb, i Skåne stedvis noget dybere. I dag er dalen fuldstændig dækket af aflejringer fra den sidste istid, og den kan ikke ses i terrænet. Navnet henviser til to af de byer, der ligger over den begravede dal.

Esrum-Alnarp-dalen har et forløb parallelt med de skånske åse, f.eks. Kullen og Söderåsen, der er begrænset af brudflader i undergrunden. Det ligger derfor nær at antage, at også Esrum-Alnarp-dalen i sin oprindelse skyldes jordskorpebevægelser langs brudflader, selv om det vistnok aldrig er blevet direkte påvist.

De sand- og leraflejringer, der opfylder den begravede dal, er blevet aflejret i tidsrummet fra sidste mellemistid til slutningen af sidste istid, og dalen har – i det mindste til tider – fungeret som forbindelse mellem Østersøen og Kattegat, dengang Øresund endnu ikke eksisterede. I slutningen af sidste istid blev dalen overskredet først af den norske is og siden af nordøstisen, og dermed forsvandt den fra landkortet.

Vandværkerne i Humlebæk og Fredensborg (Endrup) indvinder hovedparten af deres vand fra sandlagene i dalen, der på den måde har stor økonomisk interesse, selv om den ikke længere kan ses i landskabet.


Karlebo Kirke – en geologisk lokalitet

Materialet, som gletsjerne efterlod, da de smeltede bort, har været fuldt af større og mindre sten. Stenene blev ofte anvendt af middelalderens kirkebyggere, det gælder også de folk, der opførte Karlebo Kirke. Det er især den enskornede granit og den stribede gnejs, der sidder i murene – begge er de typiske repræsentanter for det 1 til 2 milliarder år gamle svenske grundfjeld. De mange sten er endnu en grund til at glæde sig over den smukke,  gamle kirke.

Granit

Gneis

Tallene på oversigtskortet herover henviser til tallene ved de enkelte beskrivelser herunder. 

1. Mikkelborg

På den åbne mark vest for Strandvejen og lige syd for vejen op til Kokkedal Slot ser man tydelige strandvolde, der er blevet opkastet af stenalderhavets bølger. En klint lidt længere inde i landet tolker man som dannet af ishavets bølger lige efter bortsmeltningen af gletsjerne i Øresund.

Strandvold dannet af Stenalderhavets bølger

Ishavsskrænt

2. Usserød Ådal

Der er så vidt vides ikke givet nogen god forklaring på Usserød Ådals retlinede forløb fra Kokkedal og nordpå. Åen afvander Sjælsø. For mange år siden blev den rettet ud for at skabe bedre afvanding af de fugtige engdrag i dalen. I år 2000 blev den genslynget takket været en bemærkelsesværdig indsats fra det daværende Frederiksborg Amt. På den nordlige del af strækningen forsøgte man at genskabe det oprindelige slyngede forløb lige inden udretningen. Det er værd at huske på, at dette forløb repræsenterede et øjebliksbillede. Vandløb gnaver i brinkerne afsætter materialet igen, og på den måde ændres løbet ganske langsomt. Det vil også ske for den genslyngede Usserød Å, hvis den får lov til at passe sig selv

Fra Usserød Ådal

3. Karlebo Mølle

Karlebo Mølle ligger på toppen af en såkaldt fladbakke, der består af materiale, der har samlet sig i en fordybning eller et hul i den is, der var ved at smelte helt bort. Bakken er ganske vidst ikke flad på toppen, men det skyldes størrelsen. En større bakke med flad top ligger nordøst for Karlebo, men fremtræder ikke så tydeligt, fordi den er træbevokset. Fladbakkerne omkring Karlebo har en tophøjde på omkring 45 meter over havet. Man kan gætte på, at det svarer til højden af isens overflade, da lavningerne i isen blev fyldt op med materiale.

4. Langstrup Mose

Langstrup Mose er et stort lavbundsområde vest for Helsingør motorvejen. I stenalderen var mosen oversvømmet som den inderste del af Nivå Fjorden. Der er fundet flere bopladser omkring mosen, og i den gamle fjordbund ligger skallerne af hjertemusling tæt. I en senere tid er der dannet myremalm, som de omkringboende bønder formentlig har udnyttet til fremstilling af jern.

Langstrup Mose

5. Nivå Møllehøj

Fra Nivå Kirke er der en storslået udsigt mod nord over Nivådalen, den gamle stenalderfjord. I forgrunden ses en lille bakke, hvor Nivå Mølle stod indtil 1902. Bakken er sandet – måske er der tale om en lille fladbakke med smeltevandssand, som vi også kender dem længere mod vest i området mellem Auderød og Karlebo. Mennesket har dog tydeligvis også været på spil ved udformningen af bakken.

Nivå Møllehøj

6. Stenalderskrænten ved Møllevej

Den lave skrænt syd for Møllevej tolkes som en kystskrænt fra stenalderhavets tid. På det lave land foran skrænten er der udgravet en boplads fra en tid, hvor vandstanden ikke var på sit højeste.

Stenalderskrænten ved Møllevej

7. En lergrave ved Nivå

De forladte lergrave er søer i dag og former et særpræget landskab, som det er værd at bevare, også selv om det er menneskeskabt. Leret blev aflejret i datidens Øresund i slutningen af sidste istid på et tidspunkt, da landet stadig var trykket ned af ismasserne vægt.

En lergravssø ved Nivå

8. Nivåbugten

At dømme efter kort og luftfotos har kysten ikke flyttet sig nævneværdigt de sidste hundrede år. Med mellemrum dukker en aflang barreø op over vandoverfladen, hjulpet frem af den sydgående strøm samt af vind og bølger fra sydøst. En gang i fremtiden bliver øen måske stabiliseret af planter, der når at slå rod.

Nivåbugten

9. Odde syd for Nivå Havn

Også ved stensætningen syd for badestranden ved Nivå Havn bliver der afsat materiale.

Odde syd for Nivå Havn

10. Stenalderskrænten i Lave Skov

På Gammel Strandvej kører eller går man på hævet stenalder-havbund. Mod vest, inde bag villaerne og de yderste træer i Lave Skov ligger den gamle kystskrænt, der stedvis er over 15 meter høj.

Stenalderkrænten i Lave Skov

11. Lille erosionsdal i Lave Skov

Kløften er vanskelig at se i naturen på grund af de mange træer, men let at se på et kort. En gammel regnvandskløft, der måske allerede blev dannet lige efter sidste istid, da plantevæksten manglede, og jordoverfladen derfor lå åben for erosion.

Lille erosionsdal i Lave Skov


12. Stenalderskrænten over for Sletten

I Sletten ligger de gamle huse på vestsiden af Gammel Strandvej nærmest trykket op mod stenalder-kystklinten. Fra toppen af klinten er der en imponerende udsigt over Øresund.

Stenalderskrænten oven for Sletten