Det var så som så med vejret: 3-4 grader med sludbyger. Det påvirkede uden tvivl deltagerantallet, kun fem personer var mødt frem foruden turlederen Arne Christensen fra den lokale DN bestyrelse. De fleste småfugle holdt sig skjult, nok på grund af vejret, dog fik vi set en stor flok sjakkere. Til gengæld var der masser af ænder i søerne og på Furesøen, mest troldænder men også nogle hvinænder. Og så kunne vi glæde os over den smukke natur iklædt rødgyldne efterårsfarver.