Kystvandringen i juni
Søndag den 2. juni løb det landsomfattende arrangement Kystvandringen af stabelen. Kystvandringen er et samarbejde mellem Hjerteforeningen og Naturfredningsforeningen, og formålet er dels at få folk til at dyrke motion, dels at fortælle, hvor godt det er at kunne gå langs vores mange smukke kyster.DN Fredensborg og Hjerteforeningens lokale afdeling havde slået sig sammen om en tur langs Nivåbugten. Ikke mindre end 85 personer mødte op og hørte historikeren Niels Storgaard Simonsen og ornitologen Ivan Olsen fortælle.
Vi mødtes ved Nivå Station og gik gennem det gamle Nivå til Fugleværnsfondens reservat ved Øresund. Herfra gik turen til Nivå Havn, hvor vi indtog den medbragte eftermiddagskaffe, inden vi fulgte det gamle tipvognsspor tilbage til stationen.