Turen til Strødamreservatet i maj
Turen til Strødam den 19. maj havde samlet 28 deltagere.Anemonerne var afblomstret, men der var mange andre skovplanter at se på, skoven genlød af fuglestemmer, og en flok på seks rådyr passerede forbi. Strødam blev fredet i 1925, de ældste bevoksninger er dateret 1823, men mange træer er utvivlsomt ældre – så der var rig lejlighed til at studere alle de stadier, som karakteriserer den urørte naturskov, fra opvækst af unge bøgetræer i lysbrønde dannet som følge af stormfald, til gamle træer og væltede stammer i forskellige stadier af forfald.