Det første udsigts"tårn" erobres, og vi får et fortryllende syn.
- TROLDÆNDER. Der var dog enkelte hvinændre, toppede lappedykkere og blishøns.
Fra yderste tårn kunne vi i disen se tårnet på Fredensborg Slot.
Vi gik tilbage til vandmøllen; der løber vand igennem; men møllehjulet er på museum.
Mere interessant var en spætmejse der sankede og poserede for sine gæster oppe i en stor ahorn.
Desuden har vi turleder Arne i tæt profil.
Vi gik videre ad den gule rute gennem skoven ned mod hovedvejen.
Der er læ, utroligt smukt og lidt mejse- og bogfinkekvidder.

Herunder et par billeder fra den smukke skov...
Vi krydsede hovedvejen ved Stenholthus, og nyder skovbrynets pragt.

Nu vadede vi et langt stykke gennem plovfurer, vandpytter og fældede rødgraner(plantet 1948) og alle deres afskårne grene.
Målet var en bakketop, hvor der stadig står et par genstridige granvoksne træer tilbage - "og her bor der ravn", sagde  Arne.
Og han havde RET!. Den fløj sig et par ture, så vi kunne både høre og se den, men den var ikke så fotogen.
Se, det var alligevel hele turen værd.

Iøvrigt fik vi os et tiltrængt hvil på den efterladte stubbe, så det var ikke forgæves, at vi havde medbragt frokost og kaffe og en smøg. Vi travede videre i pløret og krydsede hovedvejen igen.
Vi nød alle den flotte efterårsskov
Der var lidt diskussion om den rette vej tilbage, men vi fandt den.
Så kunne vi rigtig skridte ud.
Og gik så langs Frøstrup damme. Det er et sindrigt system af vandførende bække, gravede grøfter og dæmninger, så der er vandreservoirer til Stenholt Mølle i tørketider. Den ligger 1 km. herfra i lige linie, hvilket svarer til flere km. snoede grøfter, der skal have fald mod møllen.
Ved dammens ende fortsætter stien i en stenbro over en afvandingsgrøft.
Grøften er så smuk og et ideelt tilholdssted for en vandstær.
Få minutters venten, og så satte stæren sig på stenene.
Og så gik vi de sidste km. til parkeringspladsen, og vi talte kun om, hvor pragtfuld en tur vi har haft, så det betød ikke noget, at regnen så småt var begyndt.

Tekst og billeder:
Mogens Ifversen