Nyhed

Naturen i Nordsjælland - hvad skal der ske med den?

Naturen kender ingen grænser. Søer, skove og enge krydser kommunegrænserne – og ansvaret er vi fælles om. Samtidig har vi klimaproblemer, der presser sig på, og biodiversitetskrisen og den grønne omstilling er heller ikke til at komme uden om. Så hvad skal der egentlig ske med fremtidens natur i Nordsjælland?

DEBATMØDE  I TOLDKAMMERET OM NATUREN I NORDSJÆLLAND  - 25. SEPT.  14-16.30

Danmarks Naturfredningsforeningen i fire nordsjællandske kommuner, Fredensborg , Helsingør, Gribskov og Hillerød har sat beslutningstagerne for de fire kommuner i stævne til et fælles debatmøde om fremtidens natur i Nordsjælland.

Du kan deltage til det Naturpolitiske møde i Toldkammeret den 25. september fra 14-16.30 og stille spørgsmål til panelet.

Skuespiller og entertainer Jytte Abildstrøm byder velkommen og introducerer dagens debat med sit natursyn. Derpå gives ordet til panelet, der består af Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør, Dan Riise (V), Formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød, Lars Simonsen (B), Formand for Plan, Miljø og Klimaudvalget i Fredensborg Kommune og Anders Gerner Frost, borgmester i Gribskov (NytGribskov).

Debattens omdrejningspunkt over tre temaer:

  1. Hvordan vil de fire kommuner prioritere hensynet til naturen?
  2. Hvordan vil kommunerne afhjælpe biodiversitets- og klimakrisen?
  3. Vil kommunerne udbygge Det Grønne Danmarkskort, som Naturrådet foreslår?

Borgerinddragelse
Niels Hald fra Danmarks Naturfredningsforening i Fredensborg, siger på vegne af de fire lokalafdelinger i Nordsjælland, at de forventer, at politikerne ikke alene i et valgår, men også fremover, lytter til og inddrager borgerne i alle processer, hvor byudvikling og sanering påvirker mennesker, natur og kulturarv tidligt i opstarten af beslutningsprocessen.

- Kommunerne skal fremover ikke alene have fokus på flere skatteborgere, men også have fokus på værdier, der kan styrke naturen og dermed klimaet og biodiversiteten i Nordsjælland, siger Niels Hald og fortsætter:

- Vi har en klar forventning om, at mødet kan resultere i et samarbejde lokalt, hvor hensynet til byudvikling og naturen går hånd i hånd på tværs af kommunegrænserne.

Tid og sted
Mødet er gratis, og der er plads til 120 personer. Alle er velkomne. Vil man på forhånd sikre sig en plads, skal man tilmelde sig til naturpaatvaers@gmail.com 
Pladserne fordeles efter »først til mølle princippet«.

Toldkammeret serverer kaffe og kage.

Helsingør Toldkammer, Havnepladsen 1, 3000 Helsingør, lørdag den 25. september 14-16:30.