FRA ISTID TIL NUTID 

Det nuværende landskab er hovedsageligt skabt i slutningen af sidste istid, da gletsjere for knap 30.000 år siden nåede frem til det danske område, først fra nord og derefter fra nordøst, øst og sydøst. Tilbagesmeltningen skete ikke jævnt, men blev afbrudt af flere mindre fremstød, hvor gletsjerne skubbede allerede aflejret materiale op i langstrakte bakkedrag.

Store dele af Fredensborg Kommune er præget af dødis efterladt af de forskellige strømme af is. Dødisen har skabt et småbakket landskab fuldt af afløbsløse lavninger med småsøer og vandhuller, meget karakteristisk omkring Langerød og nord for Fredtofte.

Gletsjerne pressede jordskorpen ned. Da de for sidste gang smeltede bort for omkring 16.000 år siden, begyndte landet at hæve sig. Men også havniveauet steg, fordi isen smeltede, og længe fandt der et kapløb sted mellem land og hav. lndtil for cirka 10.000 år siden var landhævningen størst, og Nordsjælland blev landfast med Skåne.

Herefter vendte billedet. Øresund blev gendannet, og ved Nivå strakte en fjord sig fire kilometer ind i landet. Det var i Stenalderhavets tid for 6-8.000 år siden. Tilførslen af ekstra smeltevand fra iskapperne til verdenshavene ophørte stort set på denne tid, mens landhævningen fortsatte i et langsommere tempo.
Derfor er Stenalderhavets fjorde igen blevet tørlagt. De gamle kystskrænter, der blev formet af bølgerne, befinder sig nu de fleste steder et stykke inden for nutidens kystlinje, fx i Laveskov ved Humlebæk.

Smeltevand fra de yngste af gletsjerne aflejrede ler, der i flere hundrede år har været gravet og brændt til mursten på de tre store teglværker Nivaagaard, Sølyst og Niverød.

Småbakket dødislandskab ved Fredtofte
Langdysse i Kirkelte hegn:
Skovene i Fredensborg Kommune rummer mange velbevarede storstensgrave fra den yngre del af stenalderen

BOSÆTTELSER
Det er dette landskab, som mennesket gradvist har indtaget. Det første fund af flintpilespidser er omkring 13.000 år gamle, men først fra omkring 10.000 år siden kendes sikre fund af bopladser.

l den sene del af jægerstenalderen for mellem 8.000 og 6.000 år siden blev bopladserne koncentreret langs bredderne af de fjorde, der var opstået som en følge af havstigningen, bl.a. Nivå forden.

Når gårdene ikke, som mange andre steder i landet, blev samlet i landsbyer, skyldes det nok, at der på de mange små bakker i det nordøstsjællandske dødislandskab ikke var egnet plads til at
samle flere gårde i en landsby. Samtidig er den nordØstsjællandske jordbund ikke helt god landbrugsjord.

Egentlige landsbyer i det østlige Nordsjælland opstår først i den tidlige middelalder. Mange af landsbyerne har navne, der ender på rød (rydning) eller holt (skov), fordi skov skulle ryddes. Placeringen af de gamle sognebyer Karlebo, Grønholt og Asminderød viser, at befolkningstætheden var størst mod vest inde i landet. På Øresundskysten boede man kun, hvis man var fisker.


SKOVE UNDER FORANDRING
Det meste af Nordsjælland og således også den nuværende Fredensborg Kommuner var i tidligere tider dækket af skov. Kronen ejede store arealer erhvervet i middelalderen og med reformationen, hvor blandt andet Esrum Kloster måtte afgive sin jord. Det kongelige ejerskab forhindrede de omfattende skovfældninger, der fandt sted i andre dele af landet. Ejerskabet forpurrede også store private godser, og landskabet er derfor i dag præget af mange mindre landbrug sammenlignet med andre steder.

København var blevet residensstad, og det skovrige Nordsjælland indbød til kongelige jagter.

Christian V indrettede under sin regeringstid 167O-99 flere nordsjællandske skove til parforcejagt. Anlæg af snorlige veje mødtes i stjerner, hvorfra man kunne overskue jagtens forløb. Parforcejagten blev indstillet i 1777.

Skoven spillede en stor rolle i bondens hverdag. Hans dyr blev sendt på "græs og olden" og her hentede han bygningstømmer, hegnsmateriale til risgærder omkring marker og dødt ved til brændsel. Men bønderne mistede efterhånden disse rettigheder, og kongen afkrævede bønderne betaling for svinehold i
skoven samt brug af eg og bøg til bygningstømmer.

I 1805 indførtes den såkaldte fredskovsordning, da skovdækket i Danmark var nået helt ned på 4%. Fredskov er en arealreservation til fortsat skovdrift på fredskovspligtige arealer og skal bl.a. sikre, at træer plantes, når træer fældes. Skovene blev omgærdet med hegn og diger, og bønderne fik til gengæld jord uden for skovene.
Inden for digerne intensiveredes skovdriften. Husdyrsgæsning i skovene blev forbudt. Udstrakte grøftninger bevirkede, at vådområder blev tørlagt, så der ligesom på andre åbne arealer kunne plantes store ensartede arealer ofte med indførte træarter.

Siden 1805 har såvel privat som statslig skovrejsning givet en bestydelig vækst i skovarealet således, at det i dag udgør ca. 15% af Danmarks areal. Folketingets beslutning i 1989 om at fordoble skovarealet i løbet af en trægeneration (80-100 år) vil øge skovarealet yderligere med især naturligt hjemmehørende træarter.

TILFLYTNINGER I NYERE TID
I den nyeste tid har den smukke natur i den østlige del af Nordsjælland - Øresundskysten, dødislandskabet, de store skove og Esrum Sø - haft en magisk tiltrækning på københavnere og andre. Tidligt blev det klart, at bosætning og byggeri måtte reguleres med fysisk planlægning som andre steder omkring København. Det er den statslige Fingerplan for hovedstadsområdet, som er til revision hvert fjerde år, der sætter rammer for den overordnede fysiske planlægning i bl.a. Fredensborg Kommune.