Fra istid til nutid
Som vi nu kender landskabet, er det hovedsageligt skabt i slutningen af sidste istid, da gletschere for knap 30.000 år siden nåede frem til det danske område, først fra nord og derefter fra nordøst, øst og sydøst. Tilbagesmeltningen skete ikke jævnt, men blev afbrudt af flere mindre genfremstød, hvor gletscherne skubbede allerede aflejret materiale op i langstrakte bakkedrag.

Et af disse bakkedrag, dannet for omkring 20.000 år siden, kan følges fra den sjællandske nordkyst ned gennem Gribskov, Store Dyrehave og Kirkelte Hegn og videre mod syd til Rude Skov og Dyrehaven. Bakkerne i Gribskov hører til de højeste, og man må formode, at en del af materialet stammer fra det område, der i dag rummer Esrum Sø.

De øvrige isfremstød har ikke i samme grad som nordøstisen efterladt sig spor i landskabet i vores del af Nordsjælland. Store dele af Fredensborg Kommune er præget af dødis, efterladt af de forskellige isstrømme. Dødisen har skabt et småbakket landskab fuld af afløbsløse lavninger med småsøer og vandhuller meget karakteristisk omkring fx Langerød og nord for Fredtofte.

For 17.000–16.000 år siden befandt den aktive isrand sig syd for København, og smeltevandet strømmede ud i et Øresund, der har været fyldt med drivende isbjerge. Med smeltevandet fulgte store mængder af opslemmet ler, der sank til bunds, hvor vandstrømmen blev mere rolig.

Først for 11.500 år siden tog varmen over. Gletsjerne havde presset jordskorpen ned. Da isen forsvandt, begyndte landet at hæve sig. Men også havniveauet steg, fordi isen smeltede, og længe fandt der et kapløb sted mellem land og hav. Indtil for cirka 10.000 år siden var landhævningen størst, og Nordsjælland blev landfast med Skåne.

Herefter vendte billedet. Øresund blev gendannet, og ved Nivå strakte en fjord sig fire kilometer ind i landet. Det var i Stenalderhavets tid for 6-8.000 år siden. Tilførslen af ekstra smeltevand fra iskapperne til verdenshavene ophørte stort set på denne tid, mens landhævningen fortsatte, om end i et langsommere tempo. Derfor er Stenalderhavets fjorde igen blevet tørlagt. De gamle kystskrænter, der blev formet af bølgerne, befinder sig nu de fleste steder et stykke inden for nutidens kystlinie, f.eks. i Lave Skov i Humlebæk.

De høje bakkedrag syd for Nivå med den fantastiske udsigt ud over Øresund er dannet af istidens gletsjere. Smelte- vand fra gletsjerne aflejrede ler, der i flere hundrede år har været gravet og brændt til mursten, bl.a. på de tre store teglværker Nivaagaard, Sølyst og Niverød. Ringovnen ved Nivaagaard Teglværk er den ældste bevarede, cirkulære ringovn i Danmark.

Lergravningen har skabt et kunstigt, men spændende landskab med dybe søer og smalle tanger. Landskabet har – trods nærheden til bebyggelser i Nivå – udviklet sig til et værdifuldt naturområde.

De to store dale, Nivådalen og Usserød Ådal, blev i stenalderen dækket af havet. Nivå-fjorden strakte sig 4 km ind i landet, helt ind til Langstrup Mose, som ligger vest for Helsingør-motorvejen. Ved bredderne boede datidens mennesker. Fra fjorden og Øresund fik de fugle, fisk, snegle og muslinger og fra skovene hjortevildt, vildsvin, nødder og bær.

Efterhånden som landet hævede sig, og havet trak sig tilbage, blev de gamle fjorde igen til dale gennemstrømmet af Nive Å og Usserød Å, og med tiden dannedes også strandengene langs Øresunds kyst.

Småbakket dødislandskab ved Fredtofte

Langdysse i Kirkelte Hegn.
Skovene i Fredensborg Kommune rummer mange velbevarede storstensgrave fra den yngre del af stenalderen.

Småbakket dødislandskab ved Fredtofte
Langdysse i Kirkelte hegn:
Skovene i Fredensborg Kommune rummer mange velbevarede storstensgrave fra den yngre del af stenalderen

Befolkning og bebyggelse
De første stenalderjægere kom til det østlige Nordsjælland allerede kort efter istidens afslutning. Der er gjort spredte fund af flintpilespidser, som stammer fra Allerødtiden, omkring 11.000 f.Kr. Men først fra 8.000 f.Kr. kender vi til mere sikre fund af jægernes bopladser. Bopladserne var knyttet til større vandløb og søbassiner og er blandt andet fundet i Usserød Ådal. Vi kender derimod ikke datidens kystbopladser, for de blev overskyllet af den efterfølgende havstigning og ligger i dag ude i Kattegat og Øre sund.

I den sene del af jægerstenalderen, mellem 6.000 og 4.000 år f.Kr., blev bopladserne koncentreret langs bredderne af de fjorde, der var opstået som en følge af havstigningen, blandt andet ved Nivå fjorden.

Ved overgangen til bondestenalderen, omkring 4000 år f.Kr., blev fjordene gradvist tørlagt. Nye bopladser blev anlagt på lette og veldrænede jorde, gerne inde i landet, hvor bønderne ryddede skov til kornmarker og græsningsarealer. De mange stendysser og jættestuer er i Nordsjælland først og fremmest er bevaret i skovene, for eksempel i Kirkelte Hegn, Stasevang og Babylone Skov og vidner om stenalderbøndernes bosættelser.

I slutningen af bondestenalderen og begyndelsen af bronzealderen, mellem cirka 2000 og 1000 f.Kr., blev bebyggelsen på ny koncentreret ved kysterne, blandt andet fordi man nu udnyttede strandengene til kreaturgræsning. Bronzealderens kystbebyggelse afspejles for eksempel af de mange gravhøje, der den dag i dag kroner bakkerne langs Øresund.

Fra omkring 800 f.Kr. og i de følgende århundreder, dvs. i yngre bronzealder og i begyndelsen af jernalderen, ekspanderede bebyggelsen ind i landet. Bopladserne blev anlagt på veldrænede bakketoppe tæt på et større engareal så køerne, som var tidens vigtigste husdyr, kunne græsse. På engene kunne bønderne også høste hø til vinterfoder for kvæget.

Bopladser fra ældre jernalder er forholdsvis almindelige på egnen. På mange af bopladserne er udgravet spor af langhuse. Når gårdene ikke, som mange andre steder i landet, blev samlet i landsbyer, skyldes det nok at på de mange små bakker, der karakteriserer det nordøstsjællandske dødislandskab, var der ganske enkelt ikke plads til at samle flere gårde i en landsby. Samtidig er den nordøstsjællandske muld ikke helt god landbrugsjord.

Egentlige landsbyer i det østlige Nordsjælland opstår først i den tidlige middelalder. Mange af landsbyerne har navne, der ender på rød (rydning) eller holt (skov), fordi skov, som skulle ryddes. Placeringen af de gamle sognebyer Karlebo, Grønholt og Asminderød viser, at befolkningstætheden var størst mod vest. På Øresundskysten boede man kun som fisker.

Skovene
I en senere tid har kongemagten øvet væsentlig indflydelse på naturforholdene. Store dele af Nordsjælland og således også det nuværende Fredensborg Kommune var tidligere dækket af skov.

København blev residensstad, og Nordsjælland var stadig rig på skov og indbød til kongelige jagter. Kronen ejede i forvejen store arealer erhvervet dels i middelalderen, dels i forbindelse med reformationen, hvor blandt andet Esrum Kloster måtte afgive sin jord. Yderligere arealer blev erhvervet af Frederik II (1534-1588) ved mageskifte. Det kongelige ejerskab forhindrede de omfattende skovfældninger, der fandt sted i andre dele af landet. Ejerskabet forhindrede også, at der blev oprettet store private godser, og landskabet er derfor præget af de mange mindre landbrug.

Skoven spillede en stor rolle i bondens hverdag. Her blev hans dyr sendt på ”græs og olden” og her hentede han byggetømmer, gærdsel (hegnsmateriale) til risgærder omkring marker og ved til brændsel. En ret grundfæstet i Valdemar Sejrs ”Jyske Lov” fra 1241: ”I almindelighed ejer Kongen jorden og bonden skoven.” Skovene var således bøndernes eje og et fodereldorado for bl.a. hjortevildt, køer, heste, får og svin.

Men bønderne mistede efterhånden rettigheder til skoven, og Kongen afkrævede bønderne betaling for svinehold i skoven og brug af eg og bøg til bygningstømmer. Retten til at skære gærdsel bestod frem til midten af 1600 tallet, og med udskiftningen i slutningen af 1700 tallet forsvandt græsningsretten.

Frederik II samlede Krongodset i Nordsjælland i 1560 blandt andet med det formål at omdanne skovene til et sammenhængende kongeligt jagtområde.

Christian V (1649-1699) indrettede de nordsjællandske skove til ”parforcejagt”. Her forfølger jægere til hest med hunde en hjort til den segner, hvorefter jagtselskabets fornemmeste deltager giver hjorten dødsstødet med sit spyd. Der blev i skovene anlagt et geometrisk jagtvejsystem, et stjerneformet snorlige vejsystem med en central plads i midten, hvorudfra gik 8 veje. Fra 1685 blev hele det nordsjællandske skovlandskab et stor parforcejagtlandskab. Først med oplysningstiden sidst i 1700 tallet blev parforcejagt umoderne og nedlagt i 1777. Parforcejagt vejsystemet, som stadigt er nogenlunde velbevaret, blev for nylig optaget på UNESCOs liste over verdensarv.

Kongernes jagtglæde i Nordsjælland var til meget stor gene for bønderne. Hjortevildtet ødelagde deres afgrøder, og kun Kongen måtte jage vildtet, og han havde ingen forståelse for bøndernes problemer.

I 1805 indførtes den såkaldte fredskovsordning. Fredskov er en arealreservation til fortsat skovdrift. Ved samme forordning blev husdyrgræsning i skovene forbudt. Skovene blev omgærdede med hegn og diger, og bønderne fik til gengæld jord uden for skovene. Inden for digerne intensiveredes skovdriften.

Udstrakte grøftninger bevirkede, at vådområder blev tørlagt, så de ligesom andre åbne arealer kunne beplantes med store ensartede bevoksninger, ofte af indførte træarter. Driften bestod af regelmæssige plantninger og hugster byggende på tyskeren von Langens principper fra 1700-tallet (1700 tallet ?). Alt dette førte til en forarmning af plante- og dyreliv. Mange vedboende insekter forsvandt fra Danmark, og store fugle som kongeørn og sort stork forsvandt også.

Siden 1805 har såvel privat som statslig skovrejsning givet en betydelig vækst i skovarealet, således at det i dag udgør cirka 12% af Danmarks areal. Folketingets beslutning i 1989 om at fordoble skovarealet i løbet af en trægeneration (80-100 år) vil øge skovarealet yderligere.

Bosætninger i nyere tid
I den nyeste tid har den smukke natur i den østlige del af Nordsjælland – Øresundskysten, dødislandskabet, de store skove og Esrum Sø – haft en magnetisk tiltrækning på københavnere og andre, der har slået sig ned i stort tal. Tidligt blev det klart, at tilflytningen og byggeriet måtte reguleres her som andre steder omkring København. Fingerbyplanen, der blev introduceret i årene efter 2. Verdenskrig, placerede en finger med bebyggelse langs Kystbanen og Øresundskysten. De øvrige fingre følger jernbanelinierne til Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge.

Senere er det via regionplanlægningen bestemt, at nogle af de tilbageværende åbne arealer i fingrene skal bevares som ”grønne kiler”. I vores del af Øresunds-fingeren drejer det sig om arealerne mellem byområderne i Kokkedal, Nivå, Humlebæk og Espergærde. Samtidig har regionplanen udlagt store områder, især i den vestlige del af kommunen, som værdifulde landskaber med en vis beskyttelse.